Читать онлайн
Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman
Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman
Om OLE SVENDSEN BAKKE fortælles i »Carit Etlars Minder« følgende:
En af hans (Brosbølls) tidligste Erindringer fra Hjemmet er, at der paa Væggen i Storstuen hang et Billede af Ole Svendsen Bakke, den tapre Klokker fra Id, der blev berømt som Partigænger i den store nordiske Krig under Karl den Tolvtes Indfald i Norge. Formodentlig er Ole Svendsen Bakke Farfader til Brosbølls Moder, den norske Præstedatter, Ursula Svendsen, og saaledes i dobbelt Forstand Stamfader til vor danske »Gjøngehøvding«, idet Duften af den tapre Klokkers Bedrifter saa at sige aflagredes i dette Hjem.
Der fortælles at Drengen Carl plejede at krybe op i Sofaen, for ganske rolig paa sine Knæ at ligge og betragte Billedet. En Aften sagde han meget rørt, da han blev commanderet iseng:
»Jeg lover Dig, Du Mand fra Id,
Jeg skal Dig ligne med al min Flid.«
»S. M.«
Nordost for Frederikshald i den sydøstlige Deel af Norge bryder Tisteelvens Tilløb sig dundrende Baner mellem Fjeldene, snart i skummende Fossefald, snart i sindigere Løb, indtil den efter Skonningfossens lange Vandfald, og forenet med Oplandenes rige Vandaarer, som en ret anseelig Flod glider gjennem Staden Frederikshald, for tilsidst gjennem de saakaldte Vasdrag at strømme ud i sidere Egne og finde sit Udløb i Havet gjennem Svinesund lidt Nord for Dynekilen og den svenske Skjærgaard.
Oppe i de uveibare og mørke Skove Nord for Frederikshald laa i Vinteren 1716 to rødmalede Træhuse paa hver sin Side af en Kløft, der sendte et altid skummende Tilløb til Tisteelven. Træhuset tilhøire var stort og grundmuret med tilhørende rødmalede Stolpebode. I Norge reises sædvanlig endnu i Dag disse Boder paa Stolper til Opbevaring af Fødemidler, Flæsk, Korn, Fladbrød, Tyndbrød o. s. v., for at sikre Forraadene mod Rotterne. Naar Fjælebroen til et saadant Stolpehuus er optrukken, danner det en uangribelig Fæstning for de talrige og graadige Gnavere.
Det andet Huus var mindre, Døren sad skjævt, Væggene heldede, og det havde ingen Stolpebod.
En Morgen i December susede det høitidsfuldt gjennem Fyrretræsskoven oppe i Fjeldødet. Taagen laa endnu som et blaaligt, uigjennemsigtigt Slør over Dalen. En ung Pige stod paa Fjeldskrænten; hendes gyldne Haar lyste i den opgaaende Sol omkap med de glødende Fyrretræsstammer. Det rødlige Skjær over Egnen tog til, blev klarere og varmere; Skov og Fjeld og Pige smeltede sammen i en rødmende Harmoni.
»Sippedeia!« lød et jodlende Raab fra den anden Side af Kløften. Den unge Pige foer sammen, men rørte sig ikke af Stedet.
»Dukkeneia!« lød Raabet atter med de lifligste Strubelyde og Klunk. »Dukkeneia!« svarede Ekkoet oppe og nede. Den unge Pige blev staaende ubevægelig og stirrede ud mod Solen; hendes Kinder bleve lidt rødere, hendes Blik fik et spændt Udtryk. Morgenvinden susede gjennem Skoven og rystede en Regn af frossen Riim over hendes blottede Hals og Arme.
»Sol er oppe, Olaug! Toppen din gløder omkap med Furuen!« raabte en høivoxet, guulhaaret Dreng fra Stalddøren ovre paa det store Huus.
»Ja, Sol er oppe!« raabte Pigen og kastede kjækt Hovedet tilbage. »Snart staaer Norges Rige i Flammer. Nede i Frederikshald fortalte de i Gaar, at ret nu bryder Svenskekongen Carl ind over Grændsen. Agt Du paa, at ikke din Top bliver rød af dit eget Blod, Gutten min!«
»Hurra, Sol er oppe, Guldtop;« jublede Drengen og gjorde et Hop i Veiret med en betegnende Gebærde med begge Hænder op til sit Haar.
»Jeg vilde ønske, det var Dig, som havde det gule Haar,« raabte Pigen, mens Taarerne banede sig Vei over hendes friske Kinder.